Kolding Krisecenter søger en erfaren pædagog, der kan være børnenes kontaktperson.
Det er en fast stilling på 35 timer fra den 1. oktober.
Som børnekontaktperson kommer du til at arbejde med børnene under deres ophold på krisecentret i tæt samarbejde med børnenes mor og hendes kontaktperson.
Igennem samtaler, samvær og aktiviteter kan du danne relationer, som giver grundlag for en øget trivsel og for bearbejdning af den vold, som barnet har oplevet i hjemmet. Samværet og aktiviteterne har kodeordene leg og glæde med natur, bevægelse og kreativitet.
Kolding Krisecenter forventer disse faglige kompetencer:
- Du har en bred erfaring med pædagogisk arbejde med børn og unge med udfordringer ud fra en anerkendende og narrativ tilgang.
- Du er stærk i relationsarbejdet med både børn og mor, og du kan ”spille mor god”.
- Du er fagligt stærk og autentisk i samtalen med barnet og med mor/barn.
- Du har lyst til at lege og til at skabe positive, kreative forløb og fællesskaber med afsæt i et pædagogisk perspektiv.
- Du besidder gode samarbejdsevner og har lyst til et tæt parløb med kvindens kontaktperson.
- Du er fleksibel og omstillingsparat i forhold til centrets varierende beboersammensætning og forskellige behov for støtte.
- Du har gode skriftlige kompetencer.
- Du er fleksibel vedrørende skiftende arbejdstider. I et fast rul på 8 uger vil arbejdstider være inden for tidsrummet mellem kl. 7 og kl. 20 i hverdage og mellem kl. 8-14 hver 4. lørdag og på nogle helligdage.
Kolding Krisecenter tilbyder:
- Introduktion og oplæring til det voldsfaglige arbejde.
- Tæt samarbejde med en deltids børnekontaktperson og det øvrige personale.
- Et selvstændigt og varieret arbejde med voldsramte børn og deres mødre under opholdet, som typisk er 2-4 måneder.
- Mulighed for at blive en del af et erfarent og fagligt stærkt team med et godt arbejdsmiljø.
- Supervision og kurser.
Kolding Krisecenter forventer disse personlige kompetencer:
- Du er positiv og anerkendende.
- Du er selvstændig, iderig og udadvendt.
- Du er både psykisk og fysisk robust.
- Du trives med en uforudsigelig og varieret hverdag.
Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst.
Hvis du har spørgsmål, kan du søge information om huset på Kolding Krisecenters hjemmeside eller kontakte krisecentret på bmni@koldingkrisecenter.dk.
Krisecentret er et midlertidigt bosted for voldsramte kvinder og deres børn efter servicelovens §109.
Der er plads til 9 kvinder og op til 16 børn. Kolding Krisecenter er beliggende på Basagerhus i Nr. Bjert ved Kolding.
Krisecentret ledes af en bestyrelse og en daglig leder. Foruden lederen er der 11 ansatte, heraf er tre kontaktpersoner for kvinderne og to er kontaktpersoner for børnene. Derudover har krisecentret cirka 15 frivillige.
Tiltrædelse er den 1. oktober 2026. Stillingen er på 35 timer om ugen. Ansøgningsfristen er fredag den 21. august 2026 kl. 10.00.
Ansættelsessamtaler afholdes den 26. og 27. august 2026. Med den skriftlige ansøgning skal der medsendes eksamenspapirer og relevante udtalelser.